#ffffff

Tandbro

Broer

VISTE BEHANDLINGER ER UDFØRT PÅ KLINIKKENS KUNDER

En bro kan erstatte én eller flere tænder. I dette tilfælde er det nødvendigt at fjerne 2 fortænder pga. parodontose. 

Fortandsbro på 4 tænder. Broen limes fast. Broen er fremstillet i porcelæn.
Pris: 18.000 kr.

Hvad er en tandbro?

En tandbro erstatter én eller flere manglende tænder.

En tandbro støtter på naturlige tænder efter samme princip som en tandkrone, der kan sammenlignes med en hætte, som omslutter og dækker hele tanden.

En tandbro limes fast til naturlige tænder og kan således ikke tages ud, og føles derfor som egne tænder.

En tandbro har samme gode tyggefunktion som naturlige tænder.

En tandbro er fremstillet i en kombination af guld og porcelæn (metalkeramisk bro), eller udelukkende i porcelæn (keramisk bro).

Broer i ren keramik er smukkere end metalkeramiske broer og anvendes derfor altid, når de kosmetiske krav er høje.

Der fremstilles i dag færre tandbroer end tidligere.

Det skyldes først og fremmest, at manglende tænder i dag også kan erstattes med tandimplantater. 

 

Hvornår anvendes en tandbro?

Når én, eller flere tænder, skal erstattes med nye fastsiddende tænder, står valget mellem en tandbro eller tandimplantat.

Fremstilling af en tandbro kræver altid beslibning af de tænder, som skal bære tandbroen.

Man kan derfor i grove træk sige, at en tandbro vælges, hvis de omkringstående tænder, som skal bære tandbroen, i forvejen er meget udborede pga. store plomberinger.

Omvendt kan man i grove træk sige, at en tandbro fravælges, hvis de omkringstående tænder, som skal bære tandbroen, er sunde og raske uden plomberinger.

 

Komplikationer med tandbro

Generelt er der meget få alvorlige komplikationer forbundet med at få fremstillet en tandbro.

Det er normalt, at de tænder som er blevet beslebet kan være ekstra følsomme for kulde og varme i de første måneder efter behandlingen. Tilstanden kan være ubehagelig, men kræver ingen behandling og går i sig selv.

Der er en lille risiko for, at tandnerven kan tage skade på tænder, som er blevet beslebet. Der kan opstå vedvarende smerter, og tanden må rodbehandles.

Der kan ske små brud af porcelænet på en tandbro. I de fleste tilfælde kan disse skader repareres eller afglattes. I visse tilfælde er det dog nødvendigt at lave en ny tandbro.

Garanti på tandbro

Der ydes 10 års garanti på en tandbro.

Inden for de første 3 år repareres eller omlaves en tandbro uden beregning.

Det forudsættes, at der ikke er tale om udefra kommende faktorer som f.eks. sygdom, ulykke, medicinsk behandling, manglende renhold eller misligholdelse i øvrigt.

Garantiordningen løber over 10 år, således at patientens andel ved omlavning eller reparation øges med 10 % pr. år.

Hvis en tandbro f.eks. skal omlaves eller repareres efter 4 år, bidrager patienten med 40 %. Efter 5 år med 50 %. Efter 6 år med 60 % osv.

Det er også her en forudsætning, at der ikke er tale om udefra kommende faktorer som f.eks. sygdom, ulykke, medicinsk behandling, manglende renhold eller anden misligholdelse.

Garantiordningen kommer sjældent til anvendelse, da alle tandbroer generelt udviser meget lang holdbarhed. Som udgangspunkt kan forventes, at en vellavet tandbro kan sidde i munden i 20-25 år. Måske længere.

 

Pris

Priserne er vejledende og med forbehold for fejl.

Tandbro på 3 tænder (3 led): 12-18.000 kr. afhængig af sværhedsgrad.

Ved medlemskab af Sygeforsikringen "danmark" gr. 1 eller 2 kan der opnås et tilskud på 1.200/2100kr. pr. tand.

Du kan se klinikkens prisliste og tilskud fra Sygeforsikringen "danmark" her.

Links

Dansk Tandlægeforening - Generel information om broer med pædagogiske illustrationer.

Netdoktor - Generel information om broer.