Skip to content Skip to footer

Dårlig ånde og hvad du kan gøre ved det

Dårlig ånde kan være belastende for ens omgivelser og kan i værste fald påvirke social adfærd og selvværd negativt.

I langt de fleste tilfælde kan dårlig ånde heldigvis behandles.

Dårlig ånde kan være et tegn på følgende

Mangelfuld mundhygiejne er i langt de fleste tilfælde (90%) den hyppigste årsag til dårlig ånde, fordi skadelige bakterierbelægninger (også kaldet plak) får lov at sidde uforstyrret på tænderne og imellem tænderne.
Kort informativ video om tandbørstning her
Kort informativ video om tandtråd her
Den dårlige lugt skyldes dannelse af svovlholdige luftarter fra de skadelige bakterier. Pga. de skadelige bakterier er dårlig ånde ofte ledsaget af tandkødsbetændelse, paradentose, tandsten og huller i tænderne.

Visdomstænder i undermunden som er vanskelige at holde rene, fordi de “gemmer” sig under tandkødet. Læs mere om visdomstænder her.

Nedsat spytmængde betyder at de svovlholdige luftarter ikke skylles væk i normalt omfang. Dårlig ånde om morgen skyldes nedsat spytmængde om natten.

Tungebelægninger i de dybe furer bagtil.

Mandlerne er en relativt hyppig årsag til dårlig ånde, fordi der kan samle sig belægninger. Det kaldes også for “mandelpropper”.

Sygdomme i bihulerne og i fordøjelsessystemet.

Diabetes som er dårlig reguleret kan give en acetonelignende lugt i de tilfælde hvor blodsukkeret bliver for højt.

Hvidløgsånde kommer fra udåndingsluften i lungerne og har ikke noget med bakterier at gøre.

Mundånding giver tør mund og nedsat gennemskylning af bakteriernes affaldsstoffer.

Slankekure giver nedsat spytmængde og afbrænding af fedt (ketose) som kan resultere i dårlig ånde.

Hvordan slipper jeg af med dårlig ånde?

Eliminering af dårlig ånde vil i første omgang fokusere på din mundhygiejne. Din tandplejer/tandlæge skal tjekke om der sidder “usynlige” bakteriebelægninger tilbage på dine tænder og tandkød umiddelbart efter, at du har rengjort din tænder så godt som muligt med tandbørste og tandtråd. Med andre ord en kvalitetskontrol af din mundhygiejne, når du har gjort dit bedste. 
Er det lang tid siden du har fået foretaget et tandeftersyn er det et godt sted af starte.

Mundskyllemidler, sugetabletter og andre produkter kan anvendes mod dårlig ånde, men først når det er slået fast, at den dårlige ånde ikke skyldes mangelfuld mundhygiejne. Det er desuden vigtigt, at produktet ikke indeholder antibakterielle stoffer som ødelægger den naturlige og sunde bakterieflora. Du kan læse mere om produkterne her

Børst tungen fordi der også kan samle sig mange bakterierbelægninger i de dybe furer bagtil og på siden. Køb evt. en tungeskraber.

Mandelpropper kan fjernes med skaftet af en tandbørste eller en tungespatel.

Øre-næse-halslæge kan undersøge for sygdomme i bihulerne, næsen og øvre luftveje, som kan give dårlig ånde, men først når en tandplejer/tandlæge har godkendt mundhygiejnen. Det samme gælder for en mave-tarm læge. 

Drop tabu – alle oplever af og til dårlig ånde. Varer den ved, er det vigtigt, at vi tør tale om det, og evt. give et tip, da man ikke altid selv kan lugte sin dårlig ånde. 

Scroll til top