HJÆLP OS MED AT FOREBYGGE SMITTE NÅR DU MØDER PÅ KLINIKKEN - læs her

Tandkroner

Resultater

Alle viste behandlinger er udført på klinikkens patienter.

tænder før
tænder efter

tænder før
tænder efter

Har jeg brug for en tandkrone?

En tandkrone styrker svage tænder, og kan derfor være det rigtige valg i disse situationer:

  • Knækkede tænder
  • Rodbehandlede tyggetænder
  • Tænder med revner
  • Meget udborede tænder
  • Meget nedslidte tænder
  • Fortænder med store gamle misfarvede fyldninger

Knækkede tænder

Som udgangspunkt vælges plast til at reparere knækkede tænder, fordi plast er en meget stærkt og holdbart materiale, som er meget skånsomt for tanden.
Men er der knækket et meget stort stykke af tanden kan en krone være eneste mulighed.

Rodbehandlede tænder

En rodbehandling svækker tanden i alvorlig grad, fordi der er ikke meget af den naturlige tand tilbage efter udboringen.
Det øger risikoen for, at tanden knækker i betydelig grad – i sær hvis der er tale om kindtænder som bruges til at tygge med.
Derfor anbefales altid en krone efter en rodbehandling af en tyggetand.

Tænder med revner

Med tiden kan der opstå revner i tyggetænder på grund af de store gentagne belastninger, som tænderne udsættes for.
Det er en naturlig aldersbetinget udvikling: Tænderne slides med alderen; revner opstår, og det kræver i sig selv ikke nogen behandling.
Hvis revnerne bliver større kan der opstår tyggesmerter fra tanden.
Ignoreres tilstanden vil der være risiko for, at revnen breder sig til tandnerven, så der opstår decideret tandpine.
Derfor anbefales ofte en krone, hvis der er revner i tanden, fordi en krone omslutter hele tanden og mindsker risikoen for, at revnen bliver større

Tandkroner

Kræver som regel en del beslibning af sund tand

  • Vælg mellem dansk eller udenlandsk fremstillet
  • Spar 500-1.000 kr. ved fremstilling på udenlandsk laboratorie. Samme kvalitet.
  • Gode mængderabatter
  • Alle vores tandlæger har mange års erfaring
  • Se vores priser her
Revne på tyggefladen
Revne på tyggefladen
Revne ned langs ydersiden af tanden
Revne ned langs ydersiden af tanden
Illustration af revne midt i tanden tæt på tandnerven
Illustration af revne midt i tanden tæt på tandnerven

Meget udborede tænder

Det gælder især tænder med meget store sølvplomber, hvor der næsten ikke er noget tilbage af den naturlige tand.

Udborede tænder med store sølvplomber
Udborede tænder med store sølvplomber

Meget nedslidte tænder

I visse tilfælde kan tænderne være så nedslidte på grund af tænderskæren, at det kun er muligt at genopbygge tænderne til deres naturlige størrelse med porcelænskroner.

Totalt nedslidte tænder
Totalt nedslidte tænder
Alle tænderne genopbygget med porcelænskroner
Alle tænderne genopbygget med porcelænskroner

Fortænder med store gamle misfarvede fyldninger

Hvis fortænderne er meget ødelagte og misfarvede pga. store gamle reparationer, kan det give mere mening at lave en tandkrone fremfor at udskifte de gamle plastfyldninger.
Det er selvfølgelig et skøn, som vi vil drøfte sammen med dig.

Misfarvede tænder og store fyldninger
Misfarvede tænder og store fyldninger
Efter porcelænskroner
Efter porcelænskroner

Hvad koster en tandkrone?

Vi er meget åbne omkring vores priser, som du kan se på vores prisliste.

Prisen på enkelt krone kan variere helt op til 3.000 kr.

Det lyder måske mærkeligt, men kvaliteten på den dyreste og billigste krone er faktisk den samme vurderet ud fra kvaliteten af materialerne og holdbarheden af kronen.
Den største betydning for prisen er de kosmetiske krav til kronen.

De tager således ca. dobbelt så lang tid at lave en krone på fortand, som skal se 100% naturlig ud i forhold til en krone på en af de bagerste tyggetænder, som ikke er så fremtrædende.

Som så mange andre tandklinikker, samarbejder vi også med udenlandske tandlaboratorier, hvor lønningerne er billigere.
Vi står naturligvis 100% inden for kvaliteten af arbejdet, og du kan spare mellem 500-1.000 kr. pr. tandkrone.

Skal du have lavet flere kroner, vil der være mulighed for mængderabatter.

Bivirkninger med tandkroner

Ekstra følsomhed for kulde og varme er normalt i de første måneder efter behandlingen. Tilstanden er ubehagelig, men kræver ingen behandling og går i sig selv.

Kronekanten bliver mere synlig med tiden, fordi tandkødet med alderen trækker sig tilbage. For hård tandbørstning vil forværre problemet. Det kan specielt have kosmetisk betydning på fortænderne. Endvidere kan der opstå slidfurer (slibeskader) i tandhalsen. Slidfurer kan repareres med plast, hvis de er dybe.

Kronen kan gå løs. Det sker utrolig sjældent for moderne tandkroner, men er et lidt mere udbredt fænomen for gamle tandkroner. Kronen kan som regel genindsættes. Da der nemt kommer bakterier og caries under en løs krone, er det meget vigtigt, at du hurtigt får den sat fast igen.

Porcelænet kan splintre, hvorved der opstår små brud. I langt de fleste tilfælde kan disse skader repareres eller afglattes. I visse tilfælde er det dog nødvendigt at lave kronen om.

Ved hårdt bid eller tænderskæren er der risiko for brud på kronen eller roden. For at forhindre dette skal man i sådanne tilfælde bruge en bidskinne til aflastning. Risikoen for brud af porcelæn er størst på kroner, som sidder på de bageste kindtænder på grund af stort tyggetryk.

Tandnerven kan tage skade efter kronebehandlingen. Dette forhold skyldes, at der i visse tilfælde skal fjernes en del af den sunde tandsubstans for at få plads til kronen (læs senere). Der vil opstå vedvarende smerter, og tanden må rodbehandles. Dette har ingen betydning for selve kronen, da der laves en lille åbning i kronen, som efterfølgende fyldes med plast. Efter rodbehandling kan det være nødvendigt, at tanden forsynes med opbygning og eventuel stift.

Rodstifter svækker tandroden og øger dermed risikoen for, at tanden/roden kan knække ved hård belastning. Komplikationen er sjælden, men alvorlig, og vil i de fleste tilfælde medføre, at tanden skal fjernes.

Eksempel på rodstift
Eksempel på rodstift

Sådan fremstilles en tandkrone

Fremstilling af tandkroner foregår typisk i 3 faser:

  1. Tilslibning af tanden på tandklinikken
  2. Fremstilling af krone på tandlaboratorie
  3. Påsættelse af tandkrone på tandklinikken

Tilslibning af tanden på tandklinikken

Lad os bare være ærlige og sige det som det er: Det skal desværre slibes rigtig meget af den naturlige tand, når der skal lave en krone.
Med fremkomsten af de moderne plastmaterialer giver det derfor ofte mere mening af reparere en tand med plast fremfor at lave en krone.
Og det er den primære grund til, at vi her på klinikken laver betydeligt færre kroner en tidligere.
Når det så er sagt, så ser vi selvfølgelig stadig en del tilfælde, hvor tanden er så ødelagt, at kronebehandling er den mest oplagte behandling.
Men når tanden i forvejen er ødelagt, så gør det jo heller ikke så meget, at den skal tilslibes for at lave en krone.

Fortand efter beslibning til krone
Fortand efter beslibning til krone
Kindtand efter beslibning til krone
Kindtand efter beslibning til krone

Fremstilling af krone på tandlaboratorie

Kommunikation mellem tandklinik og tandlaboratorie foregår i dag digitalt.
Tanden scannes og sendes som en pakket fil til tandlaboratoriet.
På tandlaboratiet er fremstillingsprocessen også i høj grad digitaliseret.

Tanden scannes
Tanden scannes
Digital arbejdsgang på laboratoriet
Digital arbejdsgang på laboratoriet

Påsættelse af tandkrone på tandklinikken

Tandkronen limes fast på tanden med en meget stærk lim.
Tanden kan bruges med det samme.

Tandkronen limes fast på tandstubben
Tandkronen limes fast på tandstubben
Porcelænskrone fra laboratorie klar tilpålimning
Porcelænskrone fra laboratorie klar tilpålimning

Vores garanti på tandkroner

Med mindre andet er aftalt gælder følgende hos os:

Der ydes 10 års garanti på kroner.

Inden for de første 3 år repareres eller omlaves kroner uden beregning.

Det forudsættes, at der ikke er tale om udefra kommende faktorer som f.eks. sygdom, ulykke, medicinsk behandling, manglende renhold eller misligholdelse i øvrigt.

Garantiordningen løber over 10 år, således patientens andel ved omlavning eller reparation øges med 10 % pr. år.

Hvis en krone f.eks. skal omlaves eller repareres efter 4 år, bidrager patienten med 40 %. Efter 5 år med 50 %. Efter 6 år med 60 % osv.

Det er også her en forudsætning, at der ikke er tale om udefra kommende faktorer som f.eks. sygdom, ulykke, medicinsk behandling, manglende renhold eller anden misligholdelse.

Garantiordningen kommer sjældent til anvendelse, da alle kroner generelt udviser meget lang holdbarhed. Som udgangspunkt kan forventes, at kroner kan sidde i munden i 20-25 år. Måske længere.

Links

Tandlægeforeningen – Generel information om kroner med pædagogiske illustrationer

Netdoktor – Generel information om kroner

Videoer om forberedelse af tænder til kroner: Klik her