Tandkødslommer er små fordybninger, der dannes mellem tænderne og tandkødet, når tandkødet bliver betændt. Tilstanden opstår ofte som følge af tandkødsbetændelse (gingivitis), som kan udvikle sig til en mere alvorlig sygdom kaldet paradentose eller helt korrekt parodontose (parodontitis). I denne artikel gennemgår vi, hvad tandkødslommer er, hvordan de opstår, samt hvordan du kan forebygge og behandle dem.
Hvorfor opstår tandkødslommer?
Tandkødslommer opstår, når tandkødet bliver betændt på grund af bakteriebelægninger (plak), der ikke fjernes ordentligt. I starten kan tandkødsbetændelse vise sig som blødende tandkød, men hvis tilstanden ikke behandles, kan det udvikle sig til paradentose (parodontitis), hvor tandkødet trækker sig tilbage, og der dannes dybe tandkødslommer. I de dybere lommer kan bakterier og tandsten ophobe sig, hvilket fører til yderligere skade på tændernes støttevæv og knogle, der holder tænderne på plads.
Symptomer
De tidlige tegn på tandkødslommer inkluderer blødning fra tandkødet, især når du børster tænderne. Hvis tandkødet trækker sig tilbage, og du begynder at opleve løse tænder, kan det være et tegn på, at tandkødslommerne er blevet dybere, og at tilstanden er blevet mere alvorlig. Dårlig ånde og øget tandfølsomhed kan også opstå som følge af tilstanden.
Forebyggelse af tandkødslommer
Den bedste måde at forebygge tandkødslommer på er at opretholde en god mundhygiejne. Det er vigtigt at børste tænderne grundigt to gange om dagen og at bruge tandtråd, tandstikkere eller mellemrumsbørster for at fjerne plak og bakterier fra de svære områder.
Nederst i denne artikel kan du se en video, hvor tandlæge Luca Bastholm forklarer den mest almindelige fejl, vi begår, når vi børster tænder.
Hvis du er ryger, er det særligt vigtigt at stoppe, da rygning forværrer tilstanden og gør behandlingen mindre effektiv. Regelmæssige tandlægebesøg er også afgørende, da tandlægen kan fjerne tandsten og vurdere din mundhygiejne.
Behandling
Behandlingen af tandkødslommer afhænger af deres stadie. I de tidlige stadier kan det være tilstrækkeligt med forbedret mundhygiejne derhjemme samt regelmæssig og grundig tandrensning ved tandlægen. Hvis tandkødslommerne er dybere, kan tandlægen udføre en tandkødsoperation, hvor tandkødet løsnes for at rense de dybere lommer og fjerne bakterier og tandsten. I sjældne tilfælde kan antibiotikabehandling være nødvendig.
Efter behandling er det vigtigt at følge tandlægens råd om god mundhygiejne for at forhindre, at tandkødslommerne kommer tilbage. Regelmæssige kontrolbesøg hos tandlægen hjælper med at sikre, at tilstanden ikke forværres.
Kontakt tandlægen ved symptomer
Tandkødslommer er en alvorlig konsekvens af ubehandlet tandkødsbetændelse og kan føre til betydelig skade på tænder og tandkød, hvis de ikke behandles. Hvis du oplever nogle af symptomerne på tandkødslommer og parodontitis, bør du kontakte din tandlæge.
Du er altid velkommen til at kontakte Tandlægerne Brønshøj Torv, hvis du oplever symptomer. Du kan booke en tid til tandeftersyn ved at ringe på +45 38 60 20 20 eller skrive på klinik@tbt.dk. Her på hjemmesiden kan du også udfylde vores kontaktformular, så bliver du kontaktet hurtigst muligt.
Her kan du få tandlægens bedste råd til, hvordan du bør børste dine tænder, så du kan opretholde god mundhygiejne og dermed undgå udviklingen af tandkødsbetændelse. Korrekt tandbørstning er også vejen til at undgå blottede tandhalse og tandslig – se med her: