Paradentose er en fremadskridende betændelsestilstand i tandkødet, der breder sig til knoglen, og som kan medføre løse tænder med tiden, da den underliggende knogle omkring tanden langsomt nedbrydes. Hos Tandlægerne Brønshøj Torv får vi af og til spørgsmål fra patienter med paradentose, som ønsker at få rettet deres tænder med Invisalign. Her spørger de, om tandregulering og paradentose kan forenes, og hvorvidt det overhovedet er muligt og sikkert at få rettet tænderne med Invisalign, hvis man samtidig har tandkødssygdommen.
Sidder du med samme spørgsmål? Så læs videre her.
Kan man få tandregulering, hvis man har paradentose?
Paradentose forårsager, at tænderne hen over en årrække kan begynde at “skride”, så fortænderne begynder at stritte, og der kommer mere og mere mellemrum mellem tænderne. Det gør, at mange paradentosepatienter er nysgerrige på, hvorvidt de kan få foretaget en tandregulering, der kan rette op på denne skævhed.
Det korte svar på spørgsmålet om, hvorvidt man kan få rettet tænder, når man har paradentose, er ja – det er muligt at få tandregulering med Invisalign, hvis man har paradentose. Det kræver dog, at paradentosen er stabiliseret og i ro. Hvis man har aktiv og behandlingskrævende paradentose, er det ikke hensigtsmæssigt at starte en tandregulering, da det kan føre til komplikationer. Derfor er det vigtigt at følge tandlægernes anbefaling om at vente med Invisalign-behandlingen, indtil sygdommen er faldet til ro og ikke længere kræver behandling.
Tryghed under hele din tandregulering hos TBT
Vi forstår, at paradentose kan være en bekymrende tilstand, og derfor sørger vi også altid for at undersøge alle vores paradentose-patienter grundigt og sikrer, at sygdommen er behandlet og i ro, før vi eventuelt påbegynder en tandregulering med Invisalign. Tryghed er en vigtig faktor hos os, og vi sætter altid vores patienters tryghed højest. Når det kommer til Invisalign-behandling, er det derfor også afgørende for os at sikre, at alle forudsætninger for et positivt resultat er til stede, før vi går i gang med behandlingen. Hvis man overvejer tandregulering, foretager vi altid en grundig forundersøgelse, hvor vi vurderer, om det er de rette forudsætninger for en tandregulering, og om Invisalign er den rette behandlingsform.