Smerter i eller omkring tænderne kan skyldes mange forskellige ting. Skader på tænder og mund, betændelse i tænder og tandkød samt visdomstænder, der bryder frem, er nogle af de typiske årsager til smerter i tænderne. Uanset årsag er det vigtigt at reagere, hvis man oplever smerterne, da smerter ofte er et tegn på, at der er noget, som ikke er, som det skal være. Derfor anbefaler vi, at man altid kontakter sin tandlæge og får en tid hurtigst muligt til et tjek, så årsagen til smerterne i tænderne kan kortlægges og den rette behandling kan igangsættes.
Sådan lindrer du smerterne i tænderne
Indtil du har tid hos tandlægen, kan du prøve nedenstående råd, som kan lindre smerterne i tænderne. Nogle af rådene er generelle, mens andre råd kun afhjælper bestemte former for smerter, der er lokaliseret enten i selve tanden eller i tandkødet.
1. Børst og rens tænderne grundigt
Tandbørstning er en måde, du kan lindre smerterne i og omkring tænderne. Det er vigtigt ikke at børste tænder for ofte i et forsøg på at mindske smerterne. Selvom du har ondt, skal du ikke børste tænder mere end to gange om dagen. Du bør supplere tandbørstningen med grundig brug af tandtråd og eventuelt smøre fluorholdig tandpasta på området, hvor smerterne kommer fra, lige inden sengetid.
2. Brug sensitiv tandpasta med fluor
Hvis smerterne kommer fra en tand, kan det lindre smerterne, hvis du børster tænderne med en sensitiv tandpasta med fluor. Du kan læse mere om valg af tandpasta generelt her.
3. Skyl munden
Følelsen af smerte i tænderne kan også opstå på grund af smerter i tandkødet omkring tænderne. Hvis smerterne kommer fra et rødt og hævet tandkød, kan du med fordel skylle munden med lunkent vand. Du kan også dyppe klorhexidin direkte på det område, der gør ondt, med en vatpind eller anvende klorhexidin mundskyl. Hvis du bruger klorhexidin mundskyl, skal du være opmærksom på, at du ikke må bruge det i mere end 1-2 uger, og at du ikke må børste tænder to timer før og efter skylningen. Læs mere om mundskyl og mundskyllemidler her.
4. Læg et koldt omslag på kinden
Kulde kan smertelindre. Hvis du har smerter i tænderne, kan du forsøge dig med at mindske smerterne ved hjælp af et køligt omslag, som lægges på kinden i den side, hvorfra smerterne kommer.
5. Lindre smerterne med smertestillende
Det er aldrig gjort at rende rundt med smerte. Hvis du har brug for yderligere lindring, kan du derfor tage smertestillende håndkøbsmedicin (Ibuprofen og/eller paracetamol). Ibuprofen kan give problemer med maven, hvis man tager det længere tid ad gangen. Hvis du er nødt til at tage smertestillende, anbefaler vi, at du tager det sammen med et måltid for at skåne maven.
Har du tandpine?
Hos Tandlægerne Brønshøj Torv tilbyder vi akut tandlægebehandling til blandt andet behandling af tandpine. I vores telefontid kan du ringe og få en tid til hurtig behandling. Hvis du har behov for akut behandling udenfor vores åbningstid, henviser vi til Tandlægevagten i København. Når du kommer hos os, sørger vi for en grundig undersøgelse for at kortlægge den bagvedliggende årsag til smerterne. Uanset om det skyldes smerter fra en visdomstand, fra et hul i tanden, tandkødsbetændelse eller skader på tænderne, så tilbyder vi behandling af årsagen.